I sagen var der tale om en uddannelsesinstitution, hvor en ansat lærer nægtede at deltage i et lørdagsarrangement på skolen. Lærerens nægtelse var begrundet i, at hans religion forbød ham at arbejde på en lørdag.
Højesteret vurderede konkret i sagen, at uddannelsesinstitutionen havde løftet bevisbyrden for, at det var nødvendigt for dem, at den pågældende medarbejder deltog i lørdagsarrangementet. Som følge deraf blev uddannelsesinstitutionen frifundet for et krav om godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven.
Indledningsvist kom Højesteret frem til, at der forelå indirekte forskelsbehandling, idet der var tale om et forhold omfattet af forskelsbehandlingslovens forbud mod forskelsbehandling grundet religion eller tro, fordi medarbejderen med pålægget om at skulle arbejde på en lørdag blev stillet dårligere end andre medarbejdere, da lærerens tro forbød ham at arbejde på en lørdag.
Indirekte forskelsbehandling kan imidlertid været tilladt, hvis kravet, der stilles, er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde kravet er hensigtsmæssige og nødvendige.
Der var under sagen for Højesteret ikke tvist om, at pålægget, om at indkalde læreren den pågældende lørdag til arrangementet, var objektivt begrundet i et sagligt formål og hensigtsmæssigt. Det var parterne i sagen enige om.
Dermed skulle Højesteret alene tage stilling til, om pålægget var ”nødvendigt” – altså om kravet om lærerens fremmøde havde været nødvendigt for uddannelsesinstitutionen.
Højesteret afgjorde spørgsmålet om ”nødvendighed” med henvisning til nogle konkrete omstændigheder.
Dels fandt Højesteret, at lørdagsarrangementet var vigtigt for uddannelsesinstitutionens markedsføring.
Dels fandt Højesteret, at arrangementet var fastlagt på en lørdag under hensyntagen til andre uddannelsesinstitutioners lignende arrangementer og målgruppens mulighed for at deltage.
Derudover lagde Højesteret vægt på, at ledelsen havde overvejet alternative løsninger i form af at bruge uddannelseslederen til den pågældende opgave på dagen for arrangementet. Dette var imidlertid ikke muligt, da uddannelseslederen allerede havde andre opgaver på dagen. Dertil kom, at der ikke var andre idrætslærere på uddannelsesinstitutionen.
Uddannelsesinstitutionen havde som følge heraf været nødsaget til at antage ekstern assistance på dagen for at kunne gennemføre lørdagsarrangementet grundet lærerens nægtelse og udeblivelse.
Som følge af disse omstændigheder anså Højesteret det for nødvendigt, at uddannelsesinstitutionen havde krævet lærerens fremmøde ved arrangementet. Dermed var den efterfølgende opsigelse af læreren heller ikke i strid med forskelsbehandlingsloven.
Uddannelsesinstitutionen blev frifundet i sagen.
Dommen kan læses her: 31220-2021-anonymiseret-dom.pdf (domstol.dk)
Ovenstående er en nyhedstekst som ikke kan erstatte juridisk rådgivning. Vi påtager os ikke ansvar for skade eller tab, der direkte eller indirekte kan henføres til artiklen eller anvendelse i henhold til artiklen.
For yderligere information, rådgivning og hjælp kontakt Advokat Majken Dybbro Hansen, mdh@skj-advokat.dk eller tlf. 75520822.
