Som følge af et EU-Direktivet fra 2019, om gennemsigtige og forudsigelige arbejdsvilkår, forventes der i løbet af efteråret 2022 fremsat et nyt lovforslag om bl.a. ændring af den nugældende ansættelsesbevislov.
Implementering af EU-direktivet om gennemsigtige og forudsigelige arbejdsvilkår er imidlertid blevet udsat i Danmark. Direktivet pålægger medlemslandene at implementere direktivet senest 1. august 2022, men implementeringen i Danmark er foreløbigt udsat til 1. januar 2023.
Direktivet ophæver Rådets direktiv fra 1991, som ligger til grund for den nugældende ansættelsesbevislov. Ansættelsesbevisloven pålægger arbejdsgivere skriftligt at oplyse medarbejdere om alle væsentlige vilkår for ansættelsesforholdet.
Vi afventer med baggrund i det nye direktiv, at der udarbejdes ny dansk lovgivning, som vil ændre den nugældende ansættelsesbevislov og forventeligt også andre danske love.
Direktivet udspringer bl.a. af den udvikling, der er sket på arbejdsmarkedet de seneste 30 år med mere fleksible ansættelsesformer. Medarbejdere med såkaldt atypisk beskæftigelse vil fremover i vidt omfang blive omfattet af retten til at få et ansættelsesbevis med oplysning om vilkår for ansættelsen.
De nye regler vil således komme til at omfatte alle arbejdstagere med et ansættelsesforhold, hvor deres forudbestemte og faktiske arbejdstid udgør 3 timer eller flere pr. uge over 4 uger, dvs. 12 timer pr. måned. Efter de nugældende regler i ansættelsesbevisloven kan der alene stilles krav om et ansættelsesbevis til medarbejdere med mere end 8 arbejdstimer pr. uge. Flere medarbejdere vil med andre ord blive omfattet af reglerne, når de implementeres.
Derudover skærper direktivet fristen for, hvornår oplysninger om vilkår for ansættelsesforholdet skal gives til medarbejderen. Efter de nugældende regler er fristen for ansættelsesbeviset, at det skal være udstedt senest 1 måned efter, at ansættelsesforholdet er påbegyndt. Fristen i det nye direktiv er skærpet, således at medarbejderen skal modtage grundlæggende oplysninger om ansættelsesforholdet på skrift senest 7 kalenderdage efter første arbejdsdag.
Ved efterfølgende ændringer i vilkårene for ansættelsesforholdet er fristen for at meddele medarbejderen dette skriftligt, som reglerne er i dag, at medarbejderen skal have skriftlig besked hurtigst muligt og senest 1 måned efter den dato, hvor ændringerne træder i kraft. Med de nye regler forkortes fristen markant, idet fristen for at meddele medarbejderen sådanne ændringer på skrift i eksempelvis et tillæg til ansættelsesbeviset, skal ske ved førstkommende lejlighed og senest den dato, hvor ændringerne træder i kraft.
Direktivet indfører derudover en ny regel om, at medarbejdere ikke må forbydes at tage bibeskæftigelse, ligesom medarbejdere heller ikke må udsættes for ugunstig behandling som følge af bibeskæftigelse.
Derudover fastsætter direktivet en del andre minimumsbestemmelser.
Direktivet vil med sin implementering i Danmark få betydning for arbejdsgiveres håndtering af ansættelsesbeviser, ligesom en række nugældende ansættelsesbeviser vil være i strid med den nye lovgivning, såfremt de ikke tilrettes i overensstemmelse hermed.
Husk også:
Vi erindrer om, at virksomhedens ansættelseskontrakter skal være opdateret som følge af Lov om forretningshemmeligheder, som trådte i kraft i 2018. Loven ophævede markedsføringslovens § 23.
Derudover skal ansættelseskontrakter være opdateret for eventuelle varslingsregler, som blev ulovlige i kraft af den nye Ferielov, som trådte i kraft i 2020, hvorefter det er ulovligt at fravige bestemmelser om ferievarsling i ansættelseskontrakten.
Bemærk, at en ansættelseskontrakt, som indeholder ulovlige eller ukorrekte henvisninger og bestemmelser er i strid med Lov om ansættelsesbeviser og kan udløse en godtgørelse for virksomheden.
Ovenstående er en nyhedstekst som ikke kan erstatte juridisk rådgivning. Vi påtager os ikke ansvar for skade eller tab, der direkte eller indirekte kan henføres til artiklen eller anvendelse i henhold til artiklen.
For yderligere information, rådgivning og hjælp kontakt Advokat Majken Dybbro Hansen, mdh@skj-advokat.dk eller tlf. 75520822