Som bekendt medfører tidligere vedtagne ændringer i selskabsloven, at der fra den 15. april 2019 ikke længere kan stiftes nye iværksætterselskaber (IVS).

Derudover skal ejere af eksisterende iværksætterselskaber være opmærksomme på, at eksisterende iværksætterselskaber senest den 15. april 2021 skal være omdannet til anpartsselskaber. Hvis ikke omdannelsen er sket pr. 15. april 2021 vil selskaberne blive sendt til tvangsopløsning ved Skifteretten.

Beslutningen om omdannelse træffes på selskabets generalforsamling. Beslutningen skal træffes med kvalificeret majoritet.

Det er et krav, at selskabet på tidspunktet for omdannelsen til anpartsselskab har en kapital på minimum kr. 40.000, idet minimumskapitalkravet i anpartsselskaber er ændret fra kr. 50.000 til kr. 40.000. Ved beslutningen om omdannelsen skal der foreligge en erklæring fra en vurderingsmand iht. selskabslovens regler, hvorved det bekræftes, at kapitalen er i behold.

Der er dog ikke krav om en erklæring af en vurderingsmand, hvis selskabets seneste reviderede årsregnskab udviser en selskabskapital og reserver, som kan overføres til selskabskapitalen, på samlet min. kr. 40.000 og er forsynet med en revisorerklæring uden modifikationer, årsregnskabets balancedag ikke ligger tidligere end 5 måneder forud for beslutningen om vedtægtsændring, og det centrale ledelsesorgan offentliggør en erklæring om, at selskabskapitalen er til stede på beslutningstidspunktet.

For selskaber med kalenderåret som regnskabsår bør det derfor nu overvejes om omdannelse skal foretages.

Kapitalen kan f.eks. fremskaffes ved kapitalforhøjelse i kontanter, ved forhøjelse af selskabskapitalen ved overførsel af reserver til selskabskapital eller ved konvertering af gæld. Derudover kan selskabskapitalen fremskaffes ved indskud af andre værdier end kontanter, hvis dette sker i sammenhæng med beslutningen om omregistrering.

Derudover skal selskabets navn ændres, ligesom vedtægten og ejerbogen skal ændres eller opdateres. 

Selskabets ledelse skal i øvrigt være opmærksom på, at det er ledelsens ansvar, at selskabets kapitalgrundlag er tilstrækkeligt, og hvis dette ikke længere er tilfældet, skal kapitalen retableres.

Omdannelsen mv. skal registreres i Virk senest 14 dage efter beslutningen træffes. Omdannelsen er gebyrfri.

Ovenstående er skrevet ud fra oplysninger primo 2020.

For yderligere rådgivning herom kontakt advokat Søren Vangsgaard, sv@skj-advokat.dk, eller tlf. 75520822.

Kontakt os i dag

Send mail Ring til os