Bodelingen er ikke et vilkår for selve separationen eller skilsmissen.

Mange venter derfor med bodelingen til efter, at bevillingen er udstedt af Familieretshuset, eller der er truffet en afgørelse i Familieretshuset eller er afsagt dom i Familieretten.

Det er den formue, man hver især har pr. udgangen af det døgn (ophørsdagen), hvor Familieretshuset modtager anmodning om separation eller skilsmisse, der skal deles.

Man kan alternativt aftale at anvende en anden dato som ophørsdag.

Når fællesboet skal deles, er der ofte tale om deling af en lang række forskellige aktiver og passiver. Dette kan bl.a. dreje sig om huset, bilen, indbo, bankindeståender, værdipapirer, pensionsordninger m.v. Det skal aftales, hvem der skal have hvilke aktiver, og hvem, der skal betale gælden.

Når aktiver og passiver skal værdiansættes i forbindelse med bodelingen, indgår de som udgangspunkt med den værdi, som de har på det tidspunkt, hvor de udlægges til en af ægtefællerne.

Udover at tage stilling til, hvilken skæringsdag og opgørelsesdag, der skal anvendes, skal det også tages i betragtning, om der er specielle skattemæssige forhold, der skal tages hensyn til, og om det eventuelt er relevant i forbindelse med bodelingen at rejse såkaldte regulerings-, misbrugs- eller kompensationskrav m.m.

Husk, at særeje som udgangspunkt ikke skal indgå i delingen. Der kan også være aktiver i formuen, som kan udtages forlods af en af ægtefællerne.

En bodeling kan være meget kompliceret. Derfor må det i langt de fleste tilfælde anbefales, at man søger juridisk bistand.

Bodelingen sker ofte ved, at parterne indgår en aftale om fællesboets deling, et privat skifte, hvis de kan blive enige. Det afsluttes typisk med udarbejdelse af en bodelingsaftale, som begge parter underskriver.

Bodeling kan også ske ved, at man anmoder Skifteretten om bistand.

Det er vigtigt at få lavet en “rigtig” og gyldig aftale i første omgang, så man sikrer, at der ikke senere kan opstå tvivl om aftalens gyldighed.

Kontakt advokat Mette Groth, eller advokat Majken Dybbro Hansen for yderligere oplysninger.

 

Kontakt os i dag

Send mail Ring til os