Har I valgt en forkert form for særeje?

Vi vil kraftigt tilråde alle, der har valgt særejetypen skilsmissesæreje i ægtepagt og/eller testamente, til at få undersøgt, om dette er hensigtsmæssigt. I langt de fleste tilfælde, er et rent skilsmissesæreje sær­deles uhensigtsmæssigt, hvorfor det i så fald hurtigst muligt bør ændres til “kombinationssæreje” eller eventuelt fuldstændigt særeje, se nedenfor.

Endvidere bør alle testamenter med særejebestemmelser, der er oprettet før 1990 forsynes med et tillæg om, hvilken type særeje, der ønskes. I modsat fald anses det for skilsmissesæreje.

Der har i dagspressen været fokuseret på uheldige situationer for efterlevende ægtefæller som følge af ægtepagter og testamenter med bestemmelser om skilsmissesæreje.

Ved en lovændring i 1990 blev der indført nye regler om særeje.

Tidligere kunne man kun oprette én form for særeje, mens man i dag har flere muligheder.

Det man tidligere kaldte særeje, kaldes nu fuldstændigt særeje og har virkning som særeje både i til­fælde af separation/skilsmisse og ved en eller begge ægtefællers død.

Som noget nyt blev det såkaldte skilsmissesæreje indført. Dette indebærer, at ægtefæller har særeje i tilfælde af separation/skilsmisse, men fælleseje i tilfælde af død.

Man har endvidere mulighed for på forskellig måde at kombinere særejeformerne alt efter, med hvilket formål særejet oprettes. En sådan kombination er ofte nødvendig for at sikre de bedst mulige forhold.

Det er selvsagt meget vigtigt, at man i forbindelse med oprettelse af særeje, får det oprettet, så det pas­ser til opretternes konkrete situation. I modsat fald vil man kunne komme til at stå i en meget uheldig situation i tilfælde af den ene ægtefælles død.

Mange ægtepagter oprettes med det formål at beskytte ægtefællerne ved dødsfald, i tilfælde hvor den ene eller begge ægtefæller har børn udenfor ægteskabet (særbørn), eller hvor den ene ægtefælle har stor gæld. I sådanne situationer bør der ikke oprettes skilsmissesæreje men en anden særejeform.

Generelt må der advares mod at oprette et rent skilsmissesæreje!

Det har vist sig, at et såkaldt “kombinationssæreje” er den særejeform, der sikrer den bedste løsning i de fleste tilfælde. Den kombination af særejeformerne, der oftest giver den bedste løsning er en aftale om skilsmissesæreje, hvor skilsmissesærejet bliver fuldstændigt særeje for den længstlevende, når den første ægtefælle dør, mens afdødes formue i stedet bliver fælleseje. På den måde skal længstlevendes formue ikke indgå i ægtefællens dødsbo, og længstlevende kan sidde i uskiftet bo, hvis betingelserne herfor ellers er opfyldt.

En ægtepagt, der er oprettet med et ganske bestemt formål for øje, kan endvidere vise sig særdeles uhensigtsmæssig, såfremt ægtefællernes forhold senere ændres.

Da der ofte sker ændringer i ægtefællers formueforhold, bør ægtefæller derfor jævnligt undersøge, om det er påkrævet at ændre en tidligere oprettet ægtepagt, eller overveje om en særejeægtepagt bør op­rettes.

For ægtepagter oprettet før lovændringen i 1990 gælder, at særejebestemmelser i sådanne ægtepagter fortolkes som fuldstændigt særeje.

Mens ægtepagter indgås for at sikre, at ægtefæller kan beholde deres formuer adskilt ved skilsmisse og død, kan man i et testamente bestemme, hvem der skal arve ens formue.

Der vil ofte være behov for at oprette både en ægtepagt og et testamente – igen afhængig af de konkrete forhold.

Testamenter kan også indeholde bestemmelser om, at arven skal være særeje for arvingen.

Mens særejebestemmelser i ægtepagter, oprettet før 1990, som nævnt er ensbetydende med fuldstæn­digt særeje, anses særejebestemmelser i testamenter, oprettet før 1990, for skilsmissesæreje, hvis ikke andet er anført. Dette vil ofte have meget uheldige konsekvenser for arvingen.

Da særejebestemmelsen ofte i testamenter blot er benævnt “særeje” kan mange gå rundt i den tro, at deres egne penge er sikrede, hvis ægtefællen dør, og vedkommende enten har stor gæld eller viser sig at have børn udenfor ægteskabet. Men da skilsmissesærejet kun gælder ved separation/skilsmisse, risi­kerer den længstlevende således at skulle aflevere halvdelen af sin formue til førstafdødes bo og der­med til kreditorerne eller særbørnene.

Testamenter, der er oprettet før 1990, bør derfor forsynes med et tillæg om, at særejet skal være fuld­stændigt særeje eller “kombinationssæreje”.

I øvrigt opfordres ægtefæller med ægtepagter og alle med testamenter om særeje til at undersøge ordly­den særejebestemmelserne grundigt og eventuelt få dem lavet om hos en advokat.

I det hele taget er det en god idé med jævne mellemrum at gå sin ægtepagt og/eller testamente igen­nem, fordi såvel ens formue som retsreglerne ændres gennem årerne.

I øvrigt ville mange ægtepar med formuefællesskab være langt bedre stillet ved oprettelse af særeje­ægtepagt, eventuelt kombineret med et testamente.

Hvis De har spørgsmål, eller De ønsker en gennemgang af Deres ægtepagt og/eller testamente, er De naturligvis velkommen til at kontakte advokat Mette Groth for en nærmere drøftelse.